tirsdag den 28. januar 2014

Sandheden fra børn og fulde folk

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, og forleden da jeg var i bad, kom Sylvester forbi badeværelset. Han stod og kiggede lidt, hvorefter vi havde følgende samtale:

Sylvester: "Mor du har bare sådan en stor numse, måske verdens største numse"
Mor: "Øhm tak skal du have"
Sylvester: "Er du ikke bare glad, fordi du har sådan en tyk numse"?
Mor: "Joeh det er jeg vel.
Sylvester: "Jeg synes du har verdens største og blødeste numse. Jeg kender hvert fald ikke andre med så stor en numse. Jeg elsker dig mor".

Jamen altså! Det er da lidt tankevækkende. Jeg fik lige det sødeste kompliment fra min snart 6-årige søn, og så havde jeg alligevel en smule svært ved at sætte pris på det. Det er SÅ træls, at jeg ikke hviler mere i min krop, der faktisk har sat tre børn i verden. Og selvfølgelig har tre graviditeter sat sine spor med hængebryster, strækmærker og appelsinhud, men det er sgu det værd!
Så gør det da ingenting, at der er lidt ekstra kilo på kroppen, når ens unger faktisk synes, at det er ret så blødt og dejligt.

Jeg dropper dog ikke helt målet om at blive mere veltrænet og stærk, men numsen må gerne forblive ligeså stor og blød som den er....

fredag den 24. januar 2014

Udklædningsleg

Nogle af de bedste lege her i huset er, når vi klæder os ud, og selvfølgelig også de obligatoriske slåslege (det er jo drengebørn).
I eftermiddags havde huset allerførst besøg af Thor, Rapuntsel og Hulk, hvorefter der kom sørøvere og konger på besøg. Sofaen blev til et piratskib, puderne til farlige bomber, mit tørklæde blev til dødbringene røgbomber, og under sofabordet var der et grumt fangehul. Jeg var den sure Hr. Konge, og der blev fægtet løs med alle vores skumsværd.
 
Jeg elsker, når de vil være med til at lege, da de fleste eftermiddage går med spil på diverse maskiner. Men indrømmet, det er jo heller ikke så tit, at jeg kan finde gejsten og fantasien til at involvere mig i de helt store lege, hvilket er rigtig ærgerligt, da det bare er vildt sjovt, at lege med sine unger.
 



tirsdag den 21. januar 2014

Regnvejr

Det kan være svært at få ungerne med hjem fra børnehave når det regner, men en kæmpe paraply kan gøre turen lidt sjovere. Her er det Storm, der kommer gående i ly for regnen.
Skøre unge!
 


Husalfen

Vi har fået en lille husalf, der altid gerne vil hjælpe med de huslige opgaver. Han er klar på mange forskelligartede opgaver, og er både dygtig til at tømme opvaskemaskine og vaske gulv. Derudover er han ekspert i vasketøj og nullermænd.
Dog skal man lige hjælpe lidt undervejs, da opvaskemaskinen gerne bliver tømt selvom servicet er beskidt, gulvvasken klares gerne med en fiskefrikadelle i hånden, de store mængder vasketøj kan han få æren for, men nullermændene bliver til gengæld indtaget med største fornøjelse.
 
Vores husalf er i dag 9 måneder gammel, men karakteriseres det mon som børnearbejde, når nu det er frivilligt? 
 Ps. Sejr må faktisk ikke sidde på opvaskemaskine-lågen, men jeg skulle da lige have et billede, mens han fik klar besked: "Neeeei lille mus, du må altså ikke klatre op på opvaskemaskinen, din lille bandit, du er så fræk så fræk, mors stoooooore dreng."






Ammestart

For 1 måneds tid siden skrev jeg et indlæg om ammestop.
Det gik fint i en uges tid, og jeg sov fantastisk i stueetagen, mens Jesper kæmpede en brav kamp med Sejr ovenpå. Efter 1 uge var Sejr stadig edderspændt rasende om natten, og intet hjalp.
Vi kastede håndklædet i ringen, og startede amme-showet op igen, og nu er vi tilbage til der, hvor der ammes på livet løs hver nat.
Det er da lidt irriterende, at det ikke lykkedes, men samtidig synes jeg altså også, det er smadder hyggeligt. Måske kunne Sejr mærke min tvivl, og gjorde pro-amning valget lettere?
Der er garanteret ikke særlig mange mødre, der kan prale af, at starte med at amme, når baby er 8-9 måneder?
Nå, men det kan jeg altså, og det er vel også helt ok!

torsdag den 16. januar 2014

Sov nu for s...

Vi er gået All-in i forsøget på at få Sejr til at sove bedre både om dagen og om natten. Han virker til at have ondt når han ligger ned, og derfor er favoritbeskæftigelsen absolut ikke at sove. De sidste uger har vi derfor brugt en mindre formue på at gå til zoneterapi og kiropraktor, men behandlingens effekt har desværre været druknet i to nye fortænder, forkølelse og snot. MEN.... Hold nu fast!!
 
Han sover i sin barnevogn... Shhhhhhhhhhhhhhhhh.
Det er første gang i laaaang tid han har sovet mere end 20 minutter af gangen, så jeg håber, tror, krydser fingre og beder til, at behandlingen endelig giver pote.
 
Hvad skal man så lige foretage sig uden baby på arm?? Jeg glemmer lige alt om vasketøj og gulvvask, og tror da nok lige der skal drikkes kaffe med den bærbare på skødet
 

Taknemmelig

Jeg kan sommetider blive helt forpustet af tanken om, at jeg (Nå ja, og med Jespers hjælp) har skabt 3 (TRE!!!) børn. Det er virkelig mange børn!
Tænk sig hvor heldige vi er, at have skabt tre små individer, tre små mennesker der er igang med at lære verden at kende.
Så kan man da godt lige bruge et lillebitte sekund på, at være lidt taknemmelig, ikk?
 
Hvad er du taknemmelig for?

 

Toilet besøg

Sejr er blevet en stor fræk bandit på snart 9 (!!!!) måneder, og laver lige så meget ballade som sine storebrødre. Han er OVERALT, og man skal ikke være det sløveste dyr i skoven, da han er turbo-hurtig. Det der lige nu er i høj kurs og allerfedest er; toiletbørste, toiletpapir, mel, kattemad, kattegrus, støvler, papir, jord og sten.
Toiletbørsterne står og pryder vindueskarmene på alle tre badeværelser, i forsøget på at undgå (flere!) uheldige situationer, hvor baby glad sidder og hamrer børsten i gulvet så vandet (?) fyger om ørerne på ham.
Nedenstående billeder er fra endnu et besøg på badeværelset der resulterede i toiletpapir overalt, særligt i babys mund. Dog havde han en kæmpe fest, og blev faktisk ret gal, da festen blev afbrudt af den kedelige mor.

 
 
 






mandag den 6. januar 2014

Stille stille stille...

Der har været rimelig stille her på bloggen den seneste tid, men der har desværre ikke været det helt store overskud til andet end jul, familie, gaveræs, julefrokoster, en milliard familiekommensammener, fødselsdagsfejring, oprydning og nytårsfest.
 
Nu er det hverdag igen, og den bliver hilst hjertelig velkommen, på trods af, at den indebærer madpakkesmøring, slankekur og andre kedsomligheder. Ugen starter dog rigtig godt med en lang og frisk gåtur med barnevognen i silende regn, og 10 girokort fra SKAT, som jeg har fået lov til at smide i skraldespanden (af den sødeste SKAT-dame man kan tænke sig).

Ugen der kommer kan kun blive fantastisk med besøg af nye naboer, vores dejlige niece Freja, date med skønne Tina, aftale med mødregruppen, kaffe med smukke Sandra, løbeture, frisk luft, kærlighed og kildevand.